Nive Å's Lystfiskerforening

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Velkommen til Nive Å's Lystfiskerforenings hjemmeside

På vores hjemmeside kan du læse mere om hvem vi er, hvad vi laver og hvor vi fisker. Tryk på "Bliv medlem" og læs om alle fordelene ved at være medlem af Nive Å's Lystfiskerforening.

 

Hvor må jeg fiske Se fangsrapporter Bliv medlem af lystfiskerforeningen

Påskeørreder i åen trods lav vandstand

Email Udskriv PDF

Hej alle

Skærtorsdag måtte jeg en tur i åen, da hverken sø eller kyst var en realistisk mulighed på grund af vejret. De sædvanlige hot spots gav ikke noget, men jeg fik da skræmt et par fisk, hvilket ikke ubetinget er dårligt, da man jo så næste gang ved, hvor der med en god sandsynlighed står fisk. Jeg bestemte mig så for at prøve et sjældent fisket stræk nedstrøms Gl. Strandvej. Her havde jeg en pæn følger, der ovenikøbet angreb wobleren lige nedenfor mine fødder. Den blev desværre ikke kroget og et par minutter senere kunne jeg se, at den havde stillet sig lidt længere nedstrøms ud for en sten. Jeg prøvede igen, nu med en anden wobler og underet skete. Den huggede og denne gang sad den på krogen. 5 sekunder senere var den dog røget af. Super ærgerligt, og endnu mere surt, da jeg kunne se, at det var en fed blank overspringer. Mærkeligt nok stillede den sig igen på standpladsen ud for stenen, men flere forsøg med andet godt fra grejæsken gav ingen respons. Næste morgen måtte jeg derned igen for at se om ørreden stadig var der. Det var den og denne gang havde jeg medbragt fluestangen, så nu kunne det ikke gå galt. Det var ikke nemt at komme til at kaste, da jeg ikke er venstrehåndet, men det lykkedes alligevel, at få fluen til at fiske perfekt hen foran snuden på den. Det var den desværre helt ligeglad med -  også i de næste kast. Temmelig frustreret gik jeg i en bue udenom pladsen og fiskede længere nedstrøms. Her var en spændende strømrende, så en lille Rapala-wobler blev sendt afsted. I første drev var der gevinst og en efter en kort fight kunne jeg lande en havørred på 56 cm – lidt lang og tydeligvis en nedgænger. Desuden havde den flere sår som jeg vil vurdere stammer fra skarvangreb (se der hvor gællerne stopper nedenfor).

Lørdag måtte jeg ned og se om blankfisken fortsat stod ved stenen og om den ville være i hugget. Den stod der, men den havde ikke i sinde at hugge på nogle af de mange forskellige forførende woblere, spinnere og blink den fik præsenteret. Jeg bestemte mig derfor til at give den fred og tog op på strækket nedstrøms jernbanen. Her fik jeg lidt oprejsning, idet jeg i en dyb rende snuppede en fin havørred på 62 cm, der først overgav sig efter en længere fight. Det var dog også en nedgænger, så den blev naturligvis også genudsat.

Mandag morgen var jeg dernede igen. Denne gang sammen med Peter Lottrup, som også prøvede at lokke blankfisken til hug. Intet hjalp og vi tog efterfølgende ned på Rungsted-strækket, hvor vi lurede på, om der skulle være en tidlig havørred på kysten. Heller intet her, men en stor fornøjelse alligevel i det flotte solskinsvejr.

Blankfisken ved stenen skal naturligvis prøves igen i løbet af april, men det kan jo være, at der er et andet NÅL-medlem eller en dagkortfisker, der fanger den inden...

Af andre medlemmer, der har været ude at fiske er Erik Winther, der var med på foreningsturen på Øresund den 20. februar. Her blev det til 13 torsk. Han har også været med på to af Farum-foreningens torsketure i februar og marts. Her blev det til henholdsvis 17 og 2 torsk. De største torsk fra de tre ture vejede 5,6, 4,5 og 3,5 kg.

Tillykke til Erik med de fine Øresundsfangster, hvilket jeg også kan sige til Jens Blom, der fra sin trollingbåd på en tur i marts snuppede flere torsk med største på 4,1 kg og to havørreder på henholdsvis 2,4 og 1,25 kg.

Knæk & bræk

Klaus

PS: Vor kære forening havde den 29. marts 2013 40 års jubilæum. Dette er dog ikke noget, at vi i bestyrelsen har tænkt os at fejre officielt. Det gør vi til gengæld til 50 års jubilæet om 10 år:-)

Senest opdateret: Fredag, 05. april 2013 20:15
 

Geddetur til Gudenåen blev ændret til fedtfinnejagt samme sted

Email Udskriv PDF

Hej alle

Hvis ikke det lige var fordi, jeg alligevel var i Jylland i forbindelse med arbejde, havde jeg nok aflyst en længe planlagt Gudenå-tur lørdag den 9. marts. Vejrudsigten lovede nemlig hård kuling fra nordøst og frostgrader.

Planen var først og fremmest at fiske gedder på Randers Sportsfiskerklubs stræk af Gudenåen mellem Ulstrup og Langå og dernæst at få fyldt et par tønder med agnskaller til de hjemlige vande.

Jeg ville helst have fisket på Bjerringbro og Omegns Sportfiskerforenings stræk længere opstrøms, hvor der i februar og marts er blevet gjort spektakulære geddefluefangster. Der sælges imidlertid først dagkort fra og med 1. april, og så kommer geddefredningen jo i hele april. Et effektivt værn mod geddefiskere udenbys fra, men nok også bevidst for at bevare det gode fiskeri for egne medlemmer og ikke mindst værne om bestanden! På Randersklubbens stræk kunne jeg fiske via et gæstekort fra SU, men de sælger også dagkort.

Fredag aften nåede jeg lige forbi Lystfisk.dk i Randers inden de lukkede. Her fik jeg tanket op med bl.a. et par geddefluer bundet som rørfluer med dertil hørende wireforfang. Sidstnævnte lige strikket sammen af den meget venlige ekspedient. Han mente i øvrigt nok, at strømmen på Ulstrup var lige vel kraftig nok til geddeflue, men at jeg da i hvert fald let kunne få agnskaller i Randers Havn. Jeg kørte derefter ned på havnen, hvor jeg kunne konstatere, at der var masser af skaller - også i den rigtige størrelse. Jeg snuppede hurtigt en snes til morgendagens fiskeri. Planen var så lørdag at komme tilbage og fylde tønderne inden jeg drog hjemover.

Tidligt oppe lørdag, hvor jeg allerede inden kl 6.30 havde den første skalle i vandet. Strømmen var som varslet lidt kraftig og det var svært at fiske effektivt med en flådfisket skalle. På strækket, som jeg ikke tidligere havde fisket, var der ikke mange bagvande, træer, broer eller åudmundinger, så de helt klassiske geddespots i åer glimrede med deres fravær. Vinden var også begyndt at tage til, så det var heller ikke fordi, at jeg i stedet bare kunne bruge fluestangen.

Gode råd var dyre, men efter en gang morgenmad på kroen var jeg klar til at skifte taktik. Nu skulle der fanges fedtfinner og årets første blanklaks var da også lige blevet snuppet i Gudenåen et par dage før, så håbet om fisk var - trods morgenens skuffelse - intakt.

Det var et åbenbart et rigtigt valg, idet rusk i stangen efter få minutters fiskeri bekendgjorde, at der var liv derude. En lidt pauver fight gav en tynd og usædvanlig grim laks på 71 cm. Bemærk det store haleror og hvor lille fisken syner i geddenettet str. XL..

Laksen blev hurtigt genudsat og efter en halv time røg en havørred på. Denne var også 71 cm, men ved noget bedre huld. Den røg naturligvis også hurtigt ud igen og blev ligesom laksen fanget på en SG spinner str. 4.

Omkring middagstid fik jeg den sidste ud af tre, nemlig en bedre proportioneret fisk på 67 cm. Det var også en nedgænger, så også den fik friheden igen.

Herefter stoppede fiskeriet og jeg drog mod Randers Havn igen for lige at få fyldt tønderne med agnskaller. Desværre for mig var der underligt nok som blæst for fisk og et par andre gutter fik heller ingenting i deres kastenet. De var lige som jeg ganske overraskede og havde ingen forklaring på fænomenet. De mente dog, at den hårde kuling, der stod lige ind, kunne have fået skallestimerne til at flytte på sig siden i går. Nå, jeg måtte så ærgre mig over, at jeg ikke bare havde fyldt tønderne dagen før, og ellers drage hjemad.

Trods udfordringer med gedderne er det ikke sidste gang jeg besøger Gudenåen. Mange danske lakse- og havørredvande, heriblandt Gudenåen, giver så mange fisk, at det ville bringe dem på den norske top-ti liste over lakseelve.

Knæk & bræk

Klaus

 

Senest opdateret: Søndag, 10. marts 2013 11:25
 

Strømvandsbrasen fra Tryggevælde Å samt Nive Å-havørred på 84 cm

Email Udskriv PDF

Hej alle

Månedlang frost med deraf følgende låg på de fleste søer på Sjælland i kombination med en dårlig vindudsigt, der umuliggjorde en ellers længe planlagt trollingtur, fik i dag Jens Blom og undertegnede til - i bar desperation og trods bidende kulde - at drage til Tryggevælde Å. Nu ville vi ud at fiske. Jeg havde taget geddefluegrejet med, da der kunne være en spinkel chance ude på zone 2. Ligeledes kunne jeg lige få trænet lidt fluekast med min Loop Pike Booster stang inden jeg tager til Gudenåen på geddetur i marts. Det blev dog ikke til gedder ved Tryggevælde Å, men derimod en (fejlkroget) strømvandsbrasen på ligeud 2 kg, som gav lidt flex.

Sidste års flotte resultater fra foreningens årets fisker konkurrence er i øvrigt ikke gået ubemærket hen ude i den store verden. Således fik jeg for kort tid siden denne mail fra Højrup-brødrene fra FiskeAvisen:

Hej Klaus,

Vi har for nylig stiftet bekendtskab med Jeres hjemmeside, som vi synes har en masse spændende indhold, jævnlige fangstrapporter og opdateringer. Det er en fornøjelse at se og det er nogle flotte fisk medlemmerne fanger!

Vi står for de ferske sider i Fiske Avisen hvor der blandt andet kører to årlige ferskvandskonkurrencer for henholdsvis predator og fredsfisk. Der er flotte præmier på højkant hver måned fra Sport Dres og Fairpoint og der er både lodtrækningspræmier og præmier for fisk af specimenstørrelse. Vi synes at de ferske sider skal afspejle fiskeriet fra hele Danmark og vi er sikre på, at Jeres medlemmer vil kunne bidrage til at gøre siderne mere interessante, hvis de havde lyst til at tilmelde fangster til konkurrencerne. Derfor skriver vi til dig og håber, at du vil videresende dette budskab til medlemmerne.

I kan læse mere om konkurrencerne her:

http://www.fiskeavisen.dk/KONKURRENCER/sport_dres_specimencup.htm.

http://fiskeavisen.dk/KONKURRENCER/westin_predatorcup.htm

Skulle medlemmerne have lyst til at tilmelde fisk til konkurrencerne, skal de sende rapporter og billeder til denne mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .

Hvis I har spørgsmål er I meget velkomne til at vende tilbage. 

Ellers vil vi bare ønske foreningen og alle medlemmer et godt og fiskerigt 2013.

Mange hilsner

Lasse og Jeppe Højrup

Redaktører af "De ferske sider" - Fiske Avisen

Opfordringen til foreningens medlemmer er hermed videregivet samtidig med at det naturligvis fortsat er meget velkomment, såfremt man også tilmelder sine fangster til undertegnede på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .

Til almen orientering blev premieren i Nive Å den 16. januar en fuser. Hverken undertegnede eller andre af ”the usual  suspects” ved åen fik fisk og jeg har heller ikke hørt om andre. Jeg skræmte dog en enkelt pæn fisk nedstrøms træbroen, men så var det også det. På et par efterfølgende ture er det heller ikke blevet til noget. Forklaringer kan der være mange af, men jeg så både skarver og en mink, så ørrederne har det åbenbart svært. Tilbage er så bare at glædes over, at åen kan være smuk ved vintertide..

Knæk & bræk

Klaus

PS: Efter ovenstående var postet på hjemmesiden ringede Philippe-Albert Hesselmann til mig og fortalte, at han efter premieren også havde været ved åen en del gange uden at få fisk. I fredags havde han dog fået et godt hug på fluen "Bøhmand" fisket sink tip, hvorefter han havde kunnet lande og efterfølgende genudsætte en flot udleget hunfisk på hele 84 cm. Den blev ikke vejet, men han skød den til +4 kg.

Tillykke til Philippe. Den fisk har vist iøvrigt været rigtig stor, da den gik op i efteråret!

Senest opdateret: Søndag, 24. februar 2013 21:41
 

Årets første medlemsfangster er indløbet

Email Udskriv PDF

Hej alle

Så kom der gang i 2013 med et par medlemsfangster. Årets første rapport er fra Peter Lottrup:

Hej Klaus,

Fisketuren i dag blev til en tur til Simons P&T sammen med min lillebror.

Her fiskede vi 4 timers tid fra morgenstunden i det dejlige vejr.

I første kast tog jeg en bækørred på omkring kiloet. En fin lille fisk med store flotte prikker.

Herefter var fiskeriet lidt stille i en periode. Der var kun spredte fangster i søen, trods ekstremt mange mennesker.

Op ad formiddagen fik jeg skiftet til bombarda og sort flue og det kastede en SUPER flot regnbueørred af sig. Hele finner, fuldstændig blank og super stærk.

Jeg har ikke oplevet så stærk en P&T fisk før - så det var sjovt. Den blev målt til 3,1 kilo.

Mvh

Peter

Tillykke med den. Det er en af de pæneste jeg har set fra en P&T-sø! Ligeledes tillykke til junior Frederik Rømer, der også var ude denne lørdag:

Hej Klaus,

Jeg var ude lørdag den 5. januar for at fange nogle torsk. Der var ikke meget gang i fiskeriet, men jeg fik da en enkelt på 2 kg, der bedes tilmeldt årets fisker.

Hilsen

Frederik

Lørdag den 12. januar var det min tur til at komme afsted. Vejret var nu blevet koldere og det var vist i sidste øjeblik, hvis der skulle nås lidt geddeaction inden der kom låg på søerne. Først en kort tur i centerlergraven I Nivå, hvor der ikke var noget liv. Det er nu ikke så underligt, for her har nogle (primært østeuropæere) skamfisket de seneste år. Efterladenskaber i form af polske cigaretter, madpapir og vodkaflasker ligger mange steder og afslører udover deres ophav samtidig en underlig mentalitet med bare at svine løs..

Nå, jeg tog istedet over i De Gamle Lergrave, hvor man i de gode gamle dage (dvs. før de seneste hårde vintre) altid kunne fange et par gedder i løbet af en time. Her var der heller ikke noget liv, men flot var der.

Skarver har hærget i mange år rundt om i Danmark og de findes desværre også her. Mange træer er helt hvide af deres lortog de er langsomt ved at dø. Ikke videre opløftende, så jeg tog videre til en tredje lille lavvandet sø, hvor jeg tidligere har haft godt fiskeri, når vandplanterne forsvinder. Her var der mere liv og det blev til 3 gedder med største på 3,6 kg.

Alle fanget på en rød/hvid Buster Jerk. Dagen efter ville jeg også have været ude, men isen havde nu lagt låg på glæderne.

Knæk & bræk

Klaus

Senest opdateret: Søndag, 13. januar 2013 23:15
 

Øresundstur

Email Udskriv PDF

Øresundstur.

Vores øresundstur løber af stabelen onsdag den 20. februar

dette år.

 

Pris: Kr. 265 inkl. morgenmad.

Kaffe/the Rugbrød Franskbrød Morgenbrød Pålæg Marmelade Samt en dram

Sted og tid er endnu ikke fastlagt.(Helsingør)

 

For at turen bliver til noget skal vi have tilmelding fra minimum 15 medlemmer. Vi lukker tilmeldingen omkring 20 personer. Der vil være mulighed for at medtage personer, der

ikke er medlem af foreningen, men medlemmer har fortrinsret.

Svend Skriver sponserer de 1000 kr. han vandt på et skrabelod til vores julefrokost. De

er fratrukket i bådprisen.

 

Bindende tilmelding senest på mail den 7. februar til Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

 

Nive Å´s Lystfiskerforening

Senest opdateret: Søndag, 13. januar 2013 21:27
 


Side 3 ud af 23

Kontakt os

Du kan kontakte os på:
kontakt@naal.dk

Login

Indtast dit
brugernavn og password

Sponsorer

Banner
Banner
Banner