Årets første spejlkarpe til Claus Banholtz
Torsdag, 19. april 2012 21:56
Klaus Vestergaard
Hej alle,
Fra Claus Banholtz fik jeg følgende rapport:
Hej Klaus
Årets første karpetur skulle stå i Påsken....
Selvom vejrguderne havde lovet -5 grader skulle vi afsted, frost eller ej.
Vi havde en kammerat ude og overnatte et par dage før, for at se om fiskene var vågnet, og resultatet udeblev ikke. 4 fisk på en enkelt overnatning op til 7 kg.
Vi ankom til den nye sø, som skulle indeholde en god bestand af mindre, men rigtigt flotte skælkarper og spejlkarper.
Men den aktivitet, der "normalt" er i søen var helt væk. Vi må nok give frosten skylden og derfor ingen fisk den første nat og nattemperaturer ned til -8 grader .........uhhhh
Den efterfølgende dag blev der tænkt nye tackler og agn for at lokke de kolde karper på måtten.
Der skete dog ikke det store den næste nat, udover et enkelt mistet run. Først klokken blev 6.30 skete der noget. Jeg stod ved siden af min stang og nød morgensolen, da min swinger lige pludselig rykkede sig 3 cm op, hvorefter jeg gav et hurtigt tilslag. Fast fisk....lækkert!
En lidt slap og morgenkold fisk, der ikke gav ret meget modstand, kunne efter en kort fight glide over netrammen og fotograferes som første karpe i 2012 :-).

Spejlkarpen vejede kun 4,9 kg men sæsonen er startet.
Mvh
Claus Banholtz
Tillykke med fangsten til Claus, der nok skal få flere og større karper i løbet af 2012.
PS. Hornfiskene er ankommet - Til glæde for mange, men vi er dog også mange, der ind imellem helst ville undvære dem, da de forringer mulighederne for at fange havørred ved kysten. Sjove er de dog på let spinne- eller fluegrej og så er de perfekte til familiefiskeri. Prøv strækket nord for Louisiana og sæt en silkesnor på blinkets normale krogs plads eller fisk med silkesnoren direkte på flueforfanget. Det er ganske effektivt!
Knæk & bræk
Klaus
|
Mønlaks samt torsk fra nordkysten og Øresund
Mandag, 09. april 2012 19:33
Klaus Vestergaard
Hej alle
Lidt rapporter er der kommet den seneste tid. Den første fra vor formand Carsten Ryby:
Hej Klaus
Jeg var på familie-/mandetur på sundet i lørdags. Vi trollede syd for Rungsted på ca. 10 meter vand ned til Skodsborg, og langs kysten hjem på ca. 5 meter vand. Det blev til 7 torsk, med den største på 3,5 kg. Den fangede jeg inde på 5 meters dybde. Endvidere fik vi nogle undermålstorsk samt enkelte hug på stangen med den højtgående agn. Jeg havde desværre ikke lagt mærke til, at det var en stiv stang med spunden line, så det var nok derfor de (store) ørreder faldt af.
VH
Carsten
Fra Jens Blom har jeg fået et par spændende sms-er, der fortalte om laks fra området mellem Møn og Rügen med udgangspunkt i Klintholm Havn. Jens skrev, at han på et par ture har snuppet 5 laks med de største på 5,9, 9,4 og 10,5 kg. At de endnu større også er derude vidner 3 laks mellem 10 og 14,5 kg til Jens´s forskellige bådmakkere. Jens fortæller, at han normalt som bådfører tager den første stang med hug, hvorefter bådmakkeren tager næste hug osv. Med andre ord er det rent tilfældigt, hvem på båden, der fanger den største (hvis der bliver fanget mere end en laks:-)
Fra Joachim Fabricius har jeg modtaget et par MMS-er med billeder af fine kysttorsk:

Han fortæller, at havde tre dages fænomenalt fiskeri på nordkysten, nærmere bestemt Nordhavns molen ved Helsingør. Fiskeriet foregik i tidsrummet 20-22, og samlet fik han ca. 30 stk. Halvdelen omkring kiloet, men også med to rigtig pæne på 2,1 kg. Torskene er tilmeldt årets fisker konkurrencen som nu er opdateret. De blev fanget på jigs, der imiterede børsteorm, og der var mange bundhug, da de blev taget tæt på stenene.
PS: Husk at der er lukket for fiskeri i De Gamle Lergrave fra 1. april til og med lørdag den 12. maj. Fiskeriet åbner med foreningens geddekonkurrence søndag den 13. maj kl. 7-12. Vi mødes ved busstoppestedet i sydenden af den lange sø og der vil traditionen tro være flotte præmier.
Knæk & bræk
Klaus
Senest opdateret: Tirsdag, 17. april 2012 08:09
Rimtesjov i Tryggevælde Å
Torsdag, 22. marts 2012 23:04
Klaus Vestergaard
Hej alle
Fik lige følgende rapport fra Claus Banholtz:
Hej Klaus
Vi alle kender det der, med at sidde i sofaen og ærgre sig over, at man ikke kom afsted denne gang, men man lover samtidig sig selv, at NÆSTE gang tager jeg afsted.....Den tanke havde jeg i weekenden, og da muligheden bød sig torsdag morgen, tænkte jeg....det her ER næste gang, men hvor ??? Gedderne er vilde nu, rimterne er tykke og karperne er meget sultne...Den er svær.
Rygterne om et kanon rimtefiskeri kunne jeg ikke stå for, så afsted med mig.
Jeg ankom til Tryggen kl. 06.15 og fandt min plads. Foderet var fugtet hjemmefra, så alt var klar til den store jagt efter rimterne.
Der gik ikke længe inden de første rimter fandt mit foder, og de første fisk var på land, men stimen blev spredt og jeg måtte finde den igen.
½ time senere fandt jeg stimen igen og denne gang var der endelig størrelse på fiskene. Jeg nåede at fange 4 fisk på denne plads inden de forsvandt igen.
Endnu engang måtte jeg på jagt efter en stime .....
Som timerne gik blev der længere imellem fiskene og jeg valgte derfor at køre hjem, og takke for denne dejlige morgen, hvor det blev til 7 fisk med de 3 største på
2,2 kg 54 cm 1,9 kg 51 cm 1,8 kg 51 cm

Alle taget på brød fisket på paternostertackle.
PS: Lille info til alle, der vil fange P&T ørreder .....SIMONS PUT&TAKE åbner på lørdag, hvor han har udsat 2,2 tons fisk. Så der skulle være fisk til alle og der er rigtigt mange store imellem. Se hans hjemmeside på
http://www.simonsputandtake.dk/
Mvh
Claus Banholtz
Tillykke til Claus med rimtefangsterne. Jeg er sikker på at den kommende weekend vil byde på endnu flere fangster.
K&B
Klaus
Dommedagshug i lergraven samt rogntung PR-aborre til Joachim
Mandag, 19. marts 2012 20:07
Klaus Vestergaard
Hej alle
Igår søndag blev der lige tid for undertegnede til en time med spinnestangen i en af de lokale lergrave. Intet tegn på liv den første times tid, men midt på et sivstræk kom så pludselig det hug jeg gik og drømte om. Først den kendte følelse af et bundhug, der bliver levende, og dernæst et massivt udløb på knap 30 meter i et stræk. Min Daiwa Whisker stang, der er kendt for sin helt specielle rygrad, var i den grad presset. Fighten trak ud, men jeg blev også ret hurtigt klar over, at dette ikke var nogen helt almindelig gedde. Gedder går ofte ud til en af siderne og typisk også op mod overfladen (eller over) under fighten, men denne her gik tungt ved bunden. Efter et stykke tid havde jeg den på kort line, og der kunne jeg se, at der ikke var tale om en massiv gedde, men derimod om en ganske pæn skælkarpe - kroget i det yderste af halen.
Jeg fik den kanet ind imellem sivene og efter en hurtig måle-/veje- og fotosession fik den utroligt flotte skælkarpe friheden igen. 71 cm og 7,75 kg.

Tak for en super oplevelse, selvom det naturligvis var ærgerligt at den ikke blev fanget på korrekt vis.
PS: Det bliver den senere i år..
Fra Joachim Fabricius modtog jeg følgende rapport igår aftes:
Hej Klaus
Min ven Thomas og jeg havde aftalt, at idag søndag skulle der medes! Efter flere timer med rigtigt mange fine skaller over halvkiloet, og enkelte brasen får jeg et drømmehug, næsten lige ved siden af mit keepnet. Hvirvlerne afslørede en god fisk, og få sekunder efter glider et bæst af en aborre i nettet. 1700 gr. under medefiskeri efter skaller og brasen.... Vild jubel, og efter vejning og mobilbilleder bliver aborren genudsat.

Planen med det medbragte keepnet var selvfølgelig at skyde et billede af den samlede fangst, der efterhånden som timerne gik, tårnede mod de 25-30 kg. Men et slemt regnvejr rammer os selvfølgelig, så billederne måtte blive et fælt kompromis. Til årets fisker konkurrencen ønskes tilmeldt aborren på de 1700 gr samt to rudskaller på henholdsvis 400 og 450 gr.
En super dag!
Vh
Joachim Fabricius
Stort tillykke til Joachim med den store rogntunge PR-aborre, som er en super sidegevinst og virkelig en specimenfisk.
Senest opdateret: Tirsdag, 08. maj 2012 19:17
Fjordørreder, rimter og laks
Torsdag, 15. marts 2012 22:21
Klaus Vestergaard
Hej alle
Fik en melding fra Peter Lottrup, der netop havde været en tur til Roskilde Fjord:
Hej Klaus
Vores nye fabrik ligger syd for Roskilde og efter et par lange dage tænkte jeg, at jeg ville runde i dag af med en tur i fjorden (Roskilde). Det var koldt men skønt.
Ved en gang opsøgende fiskeri fik jeg først en fin blank fisk på 42 - 43 cm og dernæst storebroren på godt 45 cm og lige over 1,1 kilo.

VH
Peter
Tillykke til Peter med fangsten, der viser, at det er muligt at få flex på klingen derude.
I søndags var jeg selv på tur til Isefjorden, dog uden det store held. Et enkelt træk i fluen var det eneste jeg mærkede af liv, men på tredie og sidste spot, så jeg dog et par målsfisk blive landet af andre mere heldige/dygtige lystfiskere.
Var afsted igen igår på en fridag. Denne gang til Møn, hvor jeg normalt har den gode fornemmelse af, at i næste kast hugger den store. I 2. kast på mit første spot på sydsiden af Møn har jeg da også en pæn 2-3 kilos følger efter gennemløberen, en af de nye Fladbuk - look a like, med det mundrette navn D360. Det bliver dog ved det, idet jeg intet ser eller mærker de næste par timer. Så får jeg monteret en ophængerflue med et par snotklatter/gummistop og efter et par kast er der bud efter den, men ørreden bliver desværre ikke hængende. Ophængerfluen er trukket helt ned til gennemløberen. Mit næste spot var Pomlerende, hvor mange gode fisk er landet gennem årene. Vandet var trods de seneste dages vind overraskende klart, og det er absolut ikke optimalt. Jeg fik heller ikke noget, men skal afsted igen senere på sæsonen, når der begynder at komme tobiser tæt på land.
Rimtefiskeriet er til info netop skudt igang i Tryggen og Køge Å, men er man mere til laks, så bliver de lige nu også fanget i stor stil på trolling ved Møn/Rügen.
Glæder mig til at modtage mange flere fangstrapporter i løbet af foråret.
Knæk & bræk
Klaus
|
|