Nive Å's Lystfiskerforening

  • Øg font størrlesen
  • Standard font størrelse
  • Mindsk font størrelsen

Velkommen til Nive Å's Lystfiskerforenings hjemmeside

På vores hjemmeside kan du læse mere om hvem vi er, hvad vi laver og hvor vi fisker. Tryk på "Bliv medlem" og læs om alle fordelene ved at være medlem af Nive Å's Lystfiskerforening.

 

Hvor må jeg fiske Se fangsrapporter Bliv medlem af lystfiskerforeningen

Gråskaller til Joachim og PR-kystørred til Claus

Email Udskriv PDF

Hej alle

Så var der endnu en rapport i indbakken:

Hej Klaus

Rimelig tiltrængt var det, da jeg lørdag den 3. marts vendte snuden mod fiskevandene.
Jeg havde lokket far med til åen, hvor varmen de seneste dage forhåbentlig havde fået gang i fiskene.
Kravene til de mulige udfald af flåddets forsvinden var minimale, bare der kom fisk på land!
Marts har tidligere vist sig at være god til de store skaller, og i år var ingen undtagelse. Første fisk på foderpladsen som huggede, var en imponerende gråskalle på 800 gr.

Så var sæsonen igang! I de efterfølgende timer blev det ikke til nogen større end det første eksemplar, dog fik jeg indenfor et minut to andre pæne fisk, der begge vejede 700g. De skal alle tilmeldes Årets fisker konkurrencen!

Mvh

Joachim Fabricius

Tillykke til Joachim, der nu har lagt godt ud i Årets fisker konkurrencen 2012.

Endnu en rapport dumpede ind her til aften. Denne gang fra Claus Banholtz:

Hej Klaus

Med de mange rygter om massivt havørredfiskeri i diverse fjorde, ville jeg lige klemme et par timers fiskeri ind imorges.

Jeg ankom tidligt til mit hotspot i Roskilde Fjord, hvor vi næsten altid kan hente en fisk eller to. Den første halve time gav ikke noget, men et par hundrede meter længere nordpå fik jeg det første hug. Efter en god fight kunne jeg lande en rigtig flot fjordørred på 2,1 kg fanget på en gennemløbspirk i farven blå/rød.

Den næste time var fiskeriet fantastisk, og der måtte 5 ørreder en tur i nettet, hvor de største vejede : 2,1 kg (PR), 1,6 og 1,3 kg


Fiskeriet dødede desværre ud og jeg skulle hjem.

Mvh

Claus Banholtz

Tillykke til Claus, der hermed også har fået en god start på året. Fra et andet af foreningens medlemmer har jeg iøvrigt også lige fået en melding om rigtig mange målsørreder fra Isefjorden (35 stk) - Alle taget på rejeflue fra flydering!

Knæk & bræk

Klaus

Senest opdateret: Søndag, 04. marts 2012 20:40
 

Vinterens tilbagetog og forårets komme giver fangster

Email Udskriv PDF

Hej alle

Efter en lang periode uden fangstrapporter er der i forbindelse med vinterens tilbagetog og forårets snarlige komme nu begyndt at ske noget. Fra Claus Banholtz har jeg lige modtaget denne:

Hej Klaus

Årets første tur i åen ...dejigt

Thomas Jeppesen ringede og spurgte om vi ikke lige skulle tage et par timer i åen, og det siger man jo ikke nej til :) 

Vi startede på vores normale spot, men der var ingen fisk idag ....100 m længere fremme fik jeg endelig et godt hug, men fisken slap desværre.

Wobleren fik lov at fiske det samme spot igen og ved første indspinding huggede fisken igen og denne gang fik jeg den. 

Efter en god og hård fight kunne jeg lande årets første havørred fra vores dejlige å, og efter et hurtigt billede svømmede den glad videre.



Så er sæsonen igang .......endelig.

Fiskehilsner 

Claus Banholtz

 

Kysten er også begyndt at røre på sig her på Sjælland, idet jeg bl.a. har hørt om et godt fiskeri i Isefjorden i forbindelse med at isen nu i weekenden endeligt har sluppet sit tag. Således har vi et medlem i foreningen, der har fanget rigtig mange op til 50 cm (opdatering følger). Jeg selv var med Søren Messerschmidt og Peter Lottrup på en tur til Stevns, hvor vi trods dejligt vejr ikke mærkede eller så det mindste. Ingen vi snakkede med havde fået fisk og det var holdningen, at vejret var for godt, vandet for klart og ikke mindst at sidstnævnte var for koldt. Lystfiskere har som bekendt altid gode forklaringer, når fiskene ikke hugger:-)

Jeg ser i marts frem til at modtage fangstrapporter, idet måneden normalt er super til gedder, brakvandsaborrer og kystørreder.

Knæk & bræk

Klaus

 

Å-premiere samt en 8,2 kilos gedde fra Maribo Søndersø

Email Udskriv PDF

Hej alle

Vandstand og sigtbarhed var perfekt, da Peter Kirkby og jeg tilfældigt mødtes ved åen

til premieren. Ingen andre fiskere i sigte, og efter at have fordelt strækkene nedstrøms

mødestedet gik vi igang på hver sin side af åen. I tredje drev blev min 9 cm fluogule

Rapala taget i et kraftigt hug. Efter en kort fight var årets første havørred fra åen en

realitet. Fin fisk på 63 cm, men temmelig slank. Naturligvis skulle den hurtigt ud at svømme

videre og det hjælper i den forbindelse, at wobleren har fået afmonteret den forreste

trekrog.

Rådet er hermed givet videre. Peter kom forbi 10 minutter senere og mens vi snakker

over åen får jeg endnu et hug på wobleren. Denne gang er det en havørred på ca. 55 cm,

som bliver hurtigt afkroget og genudsat. Vi fisker videre nedstrøms og ved et stort sving

mister jeg en mindre fisk - sikkert en grønlænder - på en Mepps 3 spinner med røde prikker.

Efter to timers fiskeri er jeg nødt til at pakke sammen, men Peter fortsætter lidt endnu.

Han har et enkelt hug ved sammenløbet og ser en meget slidt fisk lige inden Gl. Strandvej.

Der er i løbet af formiddagen ankommet en del lystfiskere og en af dem er Mads Andersen,

som snupper en havørred på 60 cm. Jeg har ikke hørt om flere fangster fra premieren,

men mon ikke, at der er snuppet et par yderligere fisk. Husk iøvrigt at havørred fanget før

den1. maj ikke tæller med i årets fisker konkurrencen, og at alle nedgængere bør

genudsættes skånsomt og hurtigst muligt, gerne i vandet.

Apropos årets fisker konkurrencen, så er den første tilmeldte fangst en gedde på 8,2 kg.

Den blev taget af Peter Kirkby på en Westins Jätte wobler på 23 cm i geddefarve på

Maribo Søndersø i weekenden.

Stort tillykke med den. Wobleren i den lidt mindre version på 17 cm er min egen woblerfavorit i

lavtvandede søer.

Husk også at der er præmieuddeling til generalforsamlingen den 9. februar. Der vil være flotte

præmier til vinderne af de enkelte kategorier og nr. 1-3 i den samlede stilling fra vore sponsorer

Sportdres og Outdoor Living. Største udenlandske fisk konkurrencen blev ikke overraskende

vundet af Emil Hejberg med en helleflynder på 32 kg.

NB. Der er kun præmier til dem der møder op. Møder vinderen ikke op går præmien til næste

fisk/fanger på listen.

Knæk & bræk

Klaus

Senest opdateret: Tirsdag, 07. februar 2012 09:42
 

Fluebindingsaftener

Email Udskriv PDF

Hej Alle

På klubaftenerne den 8. og den 15. marts får vi besøg af fluebinderen Ole Thomsen, som vil binde fluer med os.

Den ene af aftenerne vil det blive rørfluer.

Foreningen har begrænset med værktøj, så hvis du selv har udstyret skal du tage det med.

Materialer og kroge har vi i fiskehuset. Mød op så  vi kan få nogle hyggelige aftener.

Senest opdateret: Tirsdag, 07. februar 2012 08:35
 

Nytårstorsk og havørred fra Øresund samt en stor gedde fra Furesøen

Email Udskriv PDF

Hej alle

Det er efterhånden lidt tid siden, at jeg har modtaget fangstmeldinger eller selv fanget noget, men så er der jo ikke andet at gøre end at tage ud at fiske.

Igår var jeg derfor med Jens Blom på en trollingtur på Øresund. En fornuftig farvandsudsigt og pænt vejr uden nedbør gav optimale vilkår for fangst af nytårstorsk og måske også en enkelt havørred.

Alle stænger var sat kl. 8.45, men der gik en hel time førend den første torsk meldte sig ude på Lous Flak. Herefter var der fast arbejde med at sætte stænger, hive torsk i land, sætte stænger, hive torsk i land osv. Mange blev det til (35-40 stykker - flest mellem 2 og 3 kg) men ørrederne udeblev indtil eftermiddagen, hvor jeg snuppede en lille men velproportioneret fisk på 42 cm.

Ørreden var dog stor nok til at det orange (ørred i båden) flag kunne hejses:-)

Vi fik yderligere et par undermålsørreder, men de blev naturligvis genudsat. Disse blev fanget på Apex i grøn, mens den "store" ørred tog et Piratblink i blå/rød. Torskene blev primært fanget på woblere på den nederste downriggerstang.

Nytårstorsken var reddet, og i disse tider, hvor torsk med hoved kan købes i Superbrugsen for 90 kr. kiloet (laks koster til sammenligning 80 kr. kiloet), er det jo ikke så ringe endda.

Mens jeg var på Øresund fik jeg via en sms fra Thomas Jeppesen en lidt forsinket fangstrapport fra Robert Abrahamsen, som Store Bededag havde været på Furesøen, og der snuppet en virkelig stor geddemadamme på 9,6 kg. Gedden havde taget en gul/brun/vissengrøn og vægtbelastet 4-play wobler 5-6 meter nede, og havde kæmpet godt og nærmest stået fast 10 meter under båden i lang tid inden den havde overgivet sig.

Stort tillykke til Robert med fangsten, der faktisk gik lige ind og vandt geddekategorien i Årets fisker konkurrencen foran snuden på undertegnede, der i november fik en gedde på 7,3 kg.

Konkurrencen for 2011 er slut nu, og årets fisker blev ikke overraskende Claus Banholtz skarpt forfulgt af undertegnede, Emil Hejberg og Joachim Fabricius. En endelig liste med årets fangster vil blive lagt på hjemmesiden snarest muligt, og der vil være flotte præmier fra vore sponsorer til vindere af de enkelte kategorier og nr. 1-3 i den samlede konkurrence. For at modtage præmie skal man møde op på generalforsamlingen i Fiskehuset, Byvejen 10 i Niverød, der finder sted torsdag den 9. februar. Møder man ikke op, vil præmien gå til næste fanger på listen!

Tak iøvrigt til alle, der i årets løb har bidraget med fangstrapporter, og dermed bl.a. været med til at gøre hjemmesiden lidt mere spændende. Jeg glæder mig til at modtage mindst lige så mange rapporter i 2012.

Alle medlemmer af Nive Å´s Lystfiskerforening og andre besøgende på hjemmesiden ønskes et godt og lykkebringende nytår.

Knæk & bræk

Klaus

Senest opdateret: Søndag, 01. januar 2012 13:08
 


Side 10 ud af 23

Kontakt os

Du kan kontakte os på:
kontakt@naal.dk

Login

Indtast dit
brugernavn og password

Sponsorer

Banner
Banner
Banner